Regeringsperiode: 1024-1039

Allerede som spædbarn arvede Konrad titlen som greve af Speyer og Worms (byer i Sydvesttyskland). Det blev hans magtbase, og da det saksiske fyrstehus døde ud, blev det Konrad, som med hjælp fra ærkebisperne fra Mainz, Köln og Trier, der kunne sætte sig på den tomme trone i 1024.

Tre år senere blev han kronet til kejser af Pave Johannes 19. i Rom. Ved denne anledning var også den danske konge Knud 2. den Store til stede. Knud den Store var på dette tidspunkt en af Europas mægtigste fyrster og herskede over både Danmark, England og Skotland. Ved kroningen i Rom aftale Knud den Store og Konrad 2. også et giftermål. Knud den Stores datter skulle giftes med Konrads søn, som senere blev til kejser Henrik 3. Hermed anerkendte Konrad 2., at Knud den Store var en af Europas største herskere. Også Rudolf 3. af Burgund var til stede ved kroningen. Han døde allerede i 1032, hvor Konrad også fik det burgundiske rige under sig.

Konrad støttede sig til kirken og styrkede gennem sin regeringstid de kirkelige vasallers magt. Han blev efterfulgt af sin søn Henrik 3.