Korstog - Personer - Innocens 3.
Innocens 3. PDF Udskriv
Regeringsperiode: 1198 – 16. juli 1216.
 
Originale navn: Lotario da Segni
 
Innocens IIIPave Innocens er måske den mest populære pave i pavernes historie. Ud over at være den yngste pave nogensinde, han blev pave som 37-årig, var Innocens med til at tilføje endnu mere magt til pavestolen. Innocens ville ikke nøjes med at være de kristnes overhoved. Da Paven er Jesu stedfortræder, mente Innocens, at Paven også burde have verdensherredømmet. Konger og fyrster skulle altså være underlagt Paven.
 
Umiddelbart efter at han blev pave, iværksatte han det fjerde korstog (1202-1204), der endte som en katastrofe. I stedet for at erobre Jerusalem, endte korsfarerhæren med at ødelægge verdens største by, Konstantinopel, der ikke engang var i muslimske hænder.
 
I Innocens tid var Europa præget af mange interne konflikter, specielt om hvem der skulle være tysk-romersk kejser. Innocens var en dygtig politiker og støttede forskellige kandidater af frygt for, at kongen af Sicilien skulle blive kejser og dermed omringe Pavestaten.
 
Det der forstyrrede Innocens arbejde mest var dog konflikten mellem den engelske Kong John og den franske Kong Phillip August. Striden var startet ved, at August havde ført krig mod Johans far, Henrik 2., over de Nordfranske områder, der tilhørte England. August havde allieret sig med Henriks sønner, Richard Løvehjerte og Johan. Da Richard Løvehjerte og Henrik begge var døde, blev Johan konge og bekæmpede nu August.
 
Innocens forsøgte at få fred mellem de to parter og opfordrede dem begge til at tage på et nyt korstog, men August ville have hævn. Til sidst slog August englænderne ud af Nordfrankrig og var klar til at invadere England. Johan valgte derfor at underlægge sig selv og hele England Pavens magt. Det vil altså sige, at John stadig var konge, men hans land tilhørte Paven, der havde øverste autoritet. Denne handling har givet Johan tilnavnet ”Kong Johan uden Land”, men det var et smart træk, for nu turde August ikke angribe England. Hvis han gjorde, ville han angribe Paven, og det ville betyde gengæld fra hele Europa.
 
Udover disse interne strider blandt Europas fyrster, skulle Innocens også bekæmpe et stigende antal hedninge i Europa. Der var mange, der var begyndt at stille spørgsmål ved Den katolske Kirkes autoritet, og dette resulterede i at Innocens startede det upopulære ”kætter-korstog” i 1208 mod kirkens fjender i Europa. Korstoget er senere blevet meget upopulært, da mange fyrster udnyttede dette korstog til at udrydde deres fjender, som ikke havde gjort noget imod Den katolske Kirke.
 
I 1215 fuldendte Innocens sit arbejde som Pave. Han indkaldte til det 4. Laterankirkemøde. Til dette møde, der skulle vare flere uger, havde Paven inviteret alle betydningsfulde mænd i Europa, som kom frem for at vise deres respekt for Paven. Alt blev diskuteret, og Innocens sad som øverste dommer, hvilket resulterede i at mødet kom til at understrege Pavens magt.
 
Til trods for, at det fjerde korstog endte katastrofalt og kætterkorstoget heller ikke var en succes, er Pave Innocens 3. gået over i historien som en af de bedste paver nogensinde. Han formåede at styrke pavens autoritet over for Europas konger og fyrster, men han gjorde også meget godt arbejde for de almindelige mennesker i Europa. Han sørgede for, at mange fyrster ikke kunne misbruge kirkens embeder, og han organiserede mange munkeordner, der sørgede for at fattige og syge mennesker fik hjælp.