Det var ud fra følgende paragraffer, at Venstre i 1866-grundloven fandt belæg for sit krav om folketingsparlamentarisme:

§ 48.

Paa hver ordentlig Rigsdag, strax efter at Samme er sat, fremlægges Forslag til Finantsloven for det følgende Finantsaar, indeholdende et Overslag over Statens Indtægter og Udgifter.

Forslag til Finantsloven og Tillægsbevillingslovene behandles først i Folkethinget.

§ 49.

Forinden Finantsloven er vedtagen, maae Skatterne ei opkræves, Ingen Udgift maa afholdes, som ikke har Hjemmel i Finantsloven eller i en Tillægsbevillingslov.

Højre afviste kravet om folketingsparlamentarisme ved at henvise til følgende paragraffer i 1866-grundloven:

§ 13.

Kongen udnævner og afskediger sine Ministre. Han bestemmer deres Antal og Forretningernes Fordeling imellem dem. Kongens Underskrift under de Lovgivningen og Regjeringen vedkommende Beslutninger giver disse Gyldighed, naar den er ledsaget af en eller flere Ministres Underskrift. Enhver Minister, som har underskrevet, er ansvarlig for Beslutningen.

§ 25.

I særdeles paatrængende Tilfælde kan Kongen, naar Rigsdagen ikke er samlet, udstede foreløbige Love, der dog ikke maae stride mod Grundloven, og altid bør forelægges den følgende Rigsdag.