Justitsminister Nellemann forsvarede den første provisoriske finanslov i 1877 under pseudonymet ”en gammel jurist” i Berlingske Tidende 14. juli 1877:

Dommen om den provisoriske Finanslovs lovlighed tilkommer Rigsretten. Derom er der ingen Tvivl mulig. Den, der bestrider det, står principielt på Oprørets, Selvtægtens Grund og ikke på Lovens. Men der vil gå mange Måneder, inden Rigsretten kan komme til at tale. I al den Tid vil Venstre fortsætte med den letfærdige og fripostige Tale, som lige siden den 12te eller den 4de April er ført af dette Parti på Folkemøder og i Aviser. Det er for meget forlangt, at vi, som stå på den uforfalskede Grundlovs Standpunkt, skulle tie hertil, blot trøstende os med den Betragtning, at Dommen tilhører Rigsretten, og at dens Dom ej må foregribes. Måske ville det være smukkest og ønskeligst om man fra alle Sider ville holde egne Opfattelser tilbage for i ærbødig Tavshed at vente på Rigsrettens Dom. Men når der fra Modpartiets Side indtages en så udfordrende Holdning, som Venstre har indtaget, når Bønder og Degne og Folke- og Friskolelærere og andre inkompetente Personer vove på Veje og Stræder at prædike den provisoriske Finanslovs Grundlovsstridighed som en given Ting, turde det dog være på Tide, at den uforfalskede Grundlovs Venner lade høre fra sig både for at nedlægge en kraftig Protest overfor Modstanderne og for at oplyse Vennerne. Dette og kun dette er Motivet til, at Forfatteren af efterfølgende linjer har grebet sin længe hvilende Pen.

...

Spørgsmålet om en provisorisk Finanslovs Lovlighed kan ikke skilles fra den hele Grundopfattelse af vor Statsforfatning; det står tværtimod i nøjeste Sammenhæng dermed. Deler man den Mening, at Forfatningen henlægger den politiske Magts Tyngdepunkt til Folketinget, fordi dette som udgået fra den almindelige Valgret, ene repræsenterer hele Folket, og at Landstinget kun skal have en vis modererende Betydning, men ikke en ligeberettiget Stilling, samt endelig at Kongedømmet skal være et blot Skin, en blot Form, så må man ifølge hele denne Opfattelse naturligen komme til den Slutning, at Folketinget skal være udrustet med et yderste Middel, hvorved det overfor Konge og Landsting kan gøre sin Overvægt gældende i Conflicttilfælde, og man vil da naturligen pege på Indvilligelse eller Ikke-Indvilligelse i en Finanslov som dette yderste Middel. Og da det ifølge hele denne Opfattelse netop er Meningen med dette Middel, at det skal sikre Folketingets Overvægt, følger det af sig selv, at dets Virkning ikke lovligen kan neutraliseres ved en foreløbig Finanslov. Ifølge denne Betragtningsmåde, som i Virkeligheden er det eneste conseqvente Venstreraisonnement, men også kun ifølge denne, kan det siges, at den provisoriske Finanslov er stridende mod Grundloven. Står man på et andet Grundlag i Henseende til Maaden at betragte vor Forfatning på, må man nødvendigvis komme til et andet og forskelligt Resultat.

Det må man, når man erkender, at Landstinget er en med Folketinget ligeberettiget Afdeling af Repræsentationen. Ja man behøver end ikke at antage, at Landstinget i alle Henseender, såsom i Behandlingen af Finanslovens qvantitative Bestemmelser, er ligeberettiget med Folketinget. Det er nok, at man blot indrømmer, at Landstinget har den samme Ret som Folketinget til at lade en Finanslov falde, som det anser for uforsvarlig. Og der er dog Ingen, der hidtil har betvivlet det. Såsnart man indrømmer det, viser Spørgsmålet om den provisoriske Finanslovs Tilstedelighed sig i et andet Lys. Thi så er det Tilfælde både factisk og juridisk muligt, at tingene, af hvilke det ene ikke er pligtigt at rette sig efter det andet, ikke kunne blive enige om en Finanslov. Og når et sådant Tilfælde indtræder, er der ingen anden Mulighed tilbage, end enten principielt at erkende Lovligheden af en provisorisk Finanslov, eller at antage, at ethvert af Tingene er berettiget til at sprænge Forfatningen.

Synes man ikke om det sidste af disse to Alternativer, må man nødvendigvis søge sin Redning i det første; thi der gives, juridisk betragtet, ingen andre Muligheder. At Ministeriet skulle træde af, er, selv om man afser fra, at Kongen alene efter Grundloven har Ret til at vælge sine ansvarlige Rådgivere, ikke noget afgørende Alternativ, thi det kan meget godt tænkes, at Striden mellem tingene er af en sådan Beskaffenhed, at et Ministeriums Aftræden ikke ville kunne hjælpe til at standse den. Set i dette Lys fremtræder den provisoriske Finanslov ikke som et Middel, hvorved den et af Tingene forfatningsmæssigt tilkommende Overvægt eluderes, men som det eneste tilbagestående Rednings- og Nødmiddel, hvortil der må gribes, når Forfatningen ikke skal gå under.