Temaer
Mediearkiv
| Galleri Vikingetid |
| Galleri Renæssancen |
| Galleri Tropekolonier |
| Galleri Romerriget |
| Galleri Grundloven |
| Kort |
Lydbøger
| Indblik og udsyn |
| Thors Brudefærd |
|
|
|
En morgen vågner Thor op og opdager, at hans hammer, Møjlner, er væk. Thor begynder at lede, men den er og forbliver væk. Hvad nu? De nordiske myter fortæller om de nordiske guder. Myterne blev fortalt af vikingerne, og på den måde blev de forskellige guders egenskaber forklaret. Thor, der var en stærk gud, gik ofte på eventyr, hvor han brugte sin styrke til at klare sig. Odin var klog. Han brugte sin visdom til at klare sig ud af en knibe. Igennem myterne kunne man forklare verdens opståen, naturfænomener og andet, der måske ellers ikke lige lod sig forklare. Det er karakteristisk, at guderne i asetroen blander sig med menneskerne. De bevæger sig ubesværet mellem Midgård og Asgård. Guderne har ingen alder, og de forskellige myter kan sagtens være selvmodsigende.
KildetekstEn morgen vågnede Thor i sit hus Bilskirmer i Asgård. Han gabte, strakte sig og rakte ud efter sin hammer Mjølner, der altid lå ved siden af ham. Den var væk! Mjølner var væk! Thor blev nervøs og begyndte straks at lede. Han gennemsøgte Bilskirmers 540 rum, men Mjølner var og forblev væk. Den måtte være stjålet, tænkte Thor. Det kunne kun være jætterne! Jætterne var asernes fjende. Thor var rådvild. Hvad skulle han gøre? Det var nok bedst at spørge de andre aser om hjælp, men Thor var flov over det skete. Han valgte derfor at gå til Loke.
Den første Loke mødte, da han kom til Udgård, var Trym. Trym spurgte, hvorfor Loke dog var kommet til Udgård. Loke tænkte, at han ligeså godt kunne spørge ham ligeud, om han havde hammeren. Trym grinede lidt, så sagde han: ”Ja, jeg har hammeren og jeg har gemt den 8 mil under jorden.” ”Jamen, så kan du jo ikke bruge den”, svarede Loke overrasket. ”Det skal jeg heller ikke, den skal bruges til at handle med”, sagde Trym. Loke blev lettet. Det kunne altså lade sig gøre at handle sig til hammeren igen. Hvad ville Trym så have for hammeren? Loke troede ikke sine egne øre, da han hørte svaret. Det var ikke engang udelukket, det var fuldstændig umuligt! Trym ville have Freja i bytte! Det vidste Loke godt, at Freja aldrig ville gå med til. Hvorfor ville Trym have Freja? ”Fordi hun er den smukkeste af alle” lød svaret fra Trym. Hvis Freja ikke ville, så forblev Mjølner 8 mil under jorden. Loke fløj hjemad mod Asgård. Da Thor hørte, hvad Trym ville have for hammeren, lyste han straks op. Det skulle ikke blive noget problem. Han skyndte sig over til Freja for at fortælle de gode nyheder. Han kunne få sin hammer tilbage, hvis hun blot ville giftes med Trym. Men Freja skulle ikke giftes og slet ikke med Trym. Hun blev så gal og vred, at hun fortalte alle aserne, at Thor havde mistet sin hammer. Odin kaldte aserne til rådslagning. Situationen var alvorlig. Thor blev bebrejdet af alle aserne, at han ikke havde passet ordentligt på sin hammer. Men sket var sket, og nu måtte man se, hvordan man kunne skaffe hammeren tilbage. Heimdal, der var asernes udkigspost, kom med et forslag. ”Skaf en brudekjole til Thor, giv ham den på sammen med Frejas smykker. Hvis vi samtidig dækker Thors ansigt og hår med et tæt slør, så opdager Trym ikke, at det er Thor og ikke Freja, der er kommet som brud, før det er for sent”. ”Ikke tale om!” sagde Thor. Men efter at Loke havde lovet at tage med som brudepige, gik Thor med på idéen. Man gik straks i gang med at fremskaffe en brudekjole til Thor. Da Thor var klædt ud som Freja, begav han sig af sted sammen med Loke. Trym blev meget glad, da han fik at vide, at Freja ville gifte sig med ham, og bryllupsfesten gik straks i gang. Trym var noget overrasket over, hvor meget bruden kunne spise og drikke, men Loke forklarede, at Freja havde glædet sig så meget, at hun ikke havde spist i otte dage. Nu fik Trym lyst til at kysse sin brud, men da han så Thors vrede øjne under sløret, holdt han inde. Loke forklarede, at det var de varme følelser for Trym, der fik øjnene til at brænde, som de gjorde. Nu ville Trym ikke vente længere! Han ville giftes med det samme. Han fik hammeren bragt op og lagde den i skødet på Thor. Knapt var hammeren blevet lagt, før Thor flåede sløret af og kastede hammeren. Den ramte Trym lige i panden, og han faldt død om. Thor var rasende og stoppede ikke, før han havde dræbt alle de forsamlede jætter. Sådan gik det til, at Thor atter fik Mjølner igen.
|



