Renæssancen - Historie - Pest - Den sorte død
Pest - Den sorte død PDF Udskriv

År 1348 efter Jesu fødsel brød en dødbringende sygdom ud i Firenze, den smukkeste by i Italien. Sygdommen skyldtes enten planeternes stilling, eller også var den sendt af Gud som straf for vores synder.

Sådan skrev den italienske forfatter Giovanni Boccaccio om pesten – eller Den sorte Død – som nåede til Firenze i 1348. Det er tydeligt, at Boccaccio ikke kendte den egentlige årsag til den uhyggelige sygdom.


I dag ved vi, at pesten skyldes en bakterie, der lever i blodet hos egern, bævere og andre gnavere, der lever i bestemte områder. Blodsugende lopper overfører pestbakterierne fra den ene gnaver til den anden. Men dyrene dør sjældent af pest, da de har opbygget et immunforsvar mod sygdommen.


Nogle gange overføres pestbakterien også til rotter, og de har ikke noget immunforsvar mod sygdommen. Når en rotte dør af pest, må dens lopper finde et andet sted at suge blod – og det kan være hos et menneske, der på den måde får pestbakterien i sig. På den måde blev Europa fra tid til anden ramt af store pestepidemier.

Mange måder at reagere på
I 1300tallet kendte menneskene intet til bakterier. De måtte derfor finde på andre ting, der kunne forklare den uhyggelige sygdom. Nogle mente, at det var Guds straf for et syndigt liv. Dem, der troede på det, gjorde alt for at få tilgivelse af Gud. De mødtes til bøn – og nogle gik i bodsoptog gennem gaderne, hvor de piskede sig selv til blods.

Andre mente, at Gud ikke kunne være så ond, at han lod menneskene udsætte for en så forfærdelig sygdom som pesten. Disse mennesker rettede sig ikke efter Kirkens ord. Tværtimod vendte de sig fra Gud og levede et liv med druk og sex. For dem gjaldt det om at tage for sig af livets glæder. De kunne jo risikere at dø, inden dagen var omme.

Endelig var der nogle mennesker, der slet ikke blandede Gud ind i årsagerne til pesten. Flere af datidens videnskabsmænd troede, at det var planeternes stilling eller giftige dampe, som var skyld i pesten. Og endelig var der mange, som gav jøderne skylden. Med andre ord blev jøderne gjort til syndebukke, og det resulterede i voldsomme jødeforfølgelser.

Hvordan begyndte pesten?
I begyndelsen af 1300tallet skete der rigtig mange naturkatastrofer i Kina. Jordskælv og vulkanudbrud krævede mange tusinde dødsofre. Alene i 1333 medførte katastroferne 400.000 dødsofre. Og som det ikke skulle være nok, brød pesten også ud. På bare ét år døde 5 millioner kinesere af den uhyggelige sygdom.

Fra Kina spredte pesten sig med karavanevejene til Europa. I 1300tallet blev der bragt store mængder af krydderier og silke fra Østen til handels- og søfartsbyerne ved Middelhavet – og med de eftertragtede varer kom der altså også handelsrejsende, der bragte pesten med sig.

Da pesten var kommet til Europa i midten af 1300tallet, spredte den sig med voldsom fart, og den udviklede sig til den værste plage, som vor verdensdel nogensinde har oplevet. Pesten rasede i fem til seks år, og da den forsvandt fra Europa, var 25 millioner mennesker – en fjerdedel af alle indbyggere – døde af sygdommen.

Hvordan kunne det gå så galt?
Den måde, menneskene levede på i 1300tallet, bidrog til den hurtige spredning af pesten. Op gennem 1100- og 1200tallet var byerne i Europa blevet flere og større. Og dengang så byerne ikke ud som i dag. Husene lå meget tæt, og gaderne var kun få meter brede.

Inde i husene var der mørkt og koldt. De fleste mennesker var fattige og snavsede. I de smalle gader rodede grisene og andre husdyr i de store dynger af affald, og rotterne løb omkring i tusindtal. Det er klart, at sådanne forhold gjorde det let for pesten at sprede sig.

Pesten kommer til Norden
I august måned 1349 kom der et skib til syne uden for Bergen på Norges vestkyst. Det var en kogge, som kom fra en af hansabyerne i Tyskland. Hansaen var et stort handelskompagni, og indbyggerne i Bergen regnede selvfølgelig med, at der var værdifulde varer ombord på skibet. De fik derfor skibet ført ind til havnen.

Men da havnearbejderne gik ombord for at losse varerne, mødte der dem et frygteligt syn. Alle ombord var døde! Søfolkene havde helt tydeligt mistet livet under frygtelige smerter. Kroppene var dækket af blåsorte pletter eller store bylder fyldt med materie. Overalt var der størknet blod – i opkastet på dækket, i smalle striber ud af de dødes næser og i deres urin og afføring. Lugten, som slog imod havnearbejderne fra Bergen, var helt forfærdelig.

Men ombord på skibet var der også en dyrebar last af klæde, så havnearbejderne vadede over de uhyggelige lig for at bringe lasten i land – og måske smuttede et par sorte skibsrotter også i land, hvor de gemte sig i dyngerne af affald i den trange by.

Et par dage efter, at skibet var blevet tømt for den værdifulde last, begyndte havnearbejderne at blive syge. De fik høj feber og brændende hals og tunge. Nogle fik besvær med at trække vejret og voldsomme opkastninger. Andre fik mørke pletter over hele kroppen og væskende bylder på halsen og i skridtet. De fleste døde næsten med det samme, mens andre overlevede en enkelt dag eller to. Pesten var kommet til Norge. Og nu spredte den sig med lynets hast. I løbet af et halvt år døde en tredjedel af Norges befolkning af den uhyggelige sygdom. Og Danmark gik heller ikke fri!

Danmark rammes af pesten
I 1349 kom pesten til Danmark. Det ved vi, fordi der i Yngre Sjællandske Krønike ud fra årstallet 1349 står, at ”… der var stor dødelighed i Danmark”. Desværre står der intet i krøniken om, hvordan pesten kom til Danmark. Så vil vi vide mere om det, må vi støtte os til forskellige danske folkesagn.

Sagn er beretninger, som er blevet fortalt fra generation til generation, og de er først blevet skrevet ned i nyere tid. Meget af det, sagnene fortæller, er nok digt og fantasi. Men måske er der alligevel en kerne af sandhed i dem. Måske er det også sandt, at pesten kom med skib til Danmark. Og måske er det også sandt, at bugten ved Blokhus og Løkken i Vendsyssel hedder Jammerbugten, fordi pesten netop kom til Danmark med et skib, som strandede der. Indbyggerne ved kysten har måske hørt de syge søfolk jamre sig i deres nød.

Pesten forsvinder
Da pesten havde hærget Europa i en fem til seks år, begyndte den så småt at ebbe ud, og en ny tid kunne begynde.

De mange dødsfald under pesten betød, at de overlevende fik det bedre. Fattige landarbejdere fik mulighed for at overtage efterlande landbrug. Og lønningerne steg, da der overalt var mangel på arbejdskraft. Menneskene begyndte igen at tro på fremtiden. Og nok så vigtigt: de begyndte også at tro på sig selv!

Kirkens magt bliver mindre
Efter pestens hærgen begyndte flere og flere at tvivle på Guds magt. Kunne det virkelig passe, at Gud kunne være så ond? Skulle man fortsat tro på det, Kirken prædikede? Var det ikke bedre at tage livet i sin egen hånd? Sådan tænkte mange, og nogle førte også tankerne ud i livet. De vendte sig bort fra Kirken og levede deres liv, som de nu selv ville. For dem var det ikke livet efter døden, der betød noget. Det var livet på jorden her og nu, der var det vigtigste.

Den øgede livslyst bidrog blandt andet til, at der blev gjort mange opfindelser og opdagelser i tiden efter pestens forsvinden. Tyskeren Johan Gutenberg opfandt bogtrykkerkunsten, og i Italien virkede opfinderen og maleren Leonardo da Vinci. Portugiseren Vasco da Gama fandt søvejen til Indien, og fra Spanien tog Christoffer Columbus på opdagelsesrejse til Amerika.

Og så lærte man også noget andet af pestens hærgen. Man begyndte at sætte folk i karantæne. I den italienske havneby Venedig tvang man søfolk, som man mistænkte for at være syge, til at opholde sig fyrre dag på øerne uden for Venedig. Hvis de efter de fyrre dage ikke viste tegn på sygdom, fik de lov at komme ind til Venedig. På italiensk hedder fyrre ”quaranta” – deraf navnet karantæne.

Men selv om man opfandt karantænen forsvandt pesten dog ikke for altid. Vi kender faktisk til mellem tres og halvfjerds pestepidemier fra midten af 1300tallet frem til midten af 1700tallet. Men disse mange epidemier var ikke så store og voldsomme, som epidemien under Den sorte Død.