Der findes ikke mange beretninger om pesten skrevet af personer, som selv oplevede den. De, som forsøgte at fortælle om pesten, da den rasede, levede sjældent længe nok til at få beretningen færdig. Men der findes dog enkelte beretninger. Den mest berømte blev skrevet af en italiensk forfatter. Han hed Giovanni Boccaccio.

Boccaccio blev født i Paris i 1312, men flyttede som barn til Italien. Som voksen boede han i Firenze, hvor han oplevede pesten. Han blev ikke selv ramt af pesten, men han så alle rædslerne, som han beskrev i bogen Decameron.

Kildetekst

År 1348 efter Jesu fødsel brød en frygtelig pest ud i Firenze, den smukkeste by i hele Italien. Farsoten skyldtes enten planeternes stilling, eller også var den sendt af Gud som straf for vores synder.

Menneskelig klogskab kunne intet gøre. Forsøg på at holde byen ren for affald og at jage alle mistænkte smittebærere bort havde vist sig at være frugtesløse. Talrige bønner blev sendt op mod Gud … men forgæves. Al lægekunst stod magtesløs over for den dødelige sygdom.


Smitten overførtes fra menneske til menneske ved for eksempel samtale eller besøg hos en, der var blevet syg. Man kunne ofte se, at soten endda spredtes blot gennem berøring af genstande, som tilhørte den pestsmittede.

Jeg skal fortælle om noget mærkeligt, som jeg selv har set i vidners nærvær. Ved et tilfælde var klæderne fra en netop afdød fattig stakkel blevet kastet ud på gaden. To svin, som gik der og snaskede, begyndte at rode i de pjaltede klæder. I løbet af mindre end en time vendte de bugen i vejret.

Denne og lignende hændelser jagede skræk i indbyggerne. De blev ubarmhjertige og grusomme. I håbet om at undgå pesten lod de være med at hjælpe de syge og vovede end ikke at komme i nærheden af deres ejendele.

Nogle troede, at et forsigtigt liv adskilt fra omverdenen var en bedste måde at undgå at blive smittet på. De lavede sammenkomster i hjemmene, spiste og drak med måde og underholdt sig med musik og andre fredelige fornøjelser.

Andre mente, at man nok skulle undgå de pestsmittede, men alligevel leve et muntert liv. De drak sig berusede på værtshus og i de boliger, som stod tomme og forladte. Hver og en gjorde præcis, som han havde lyst til, for de, som skulle sørge for ro og orden, lå enten syge eller var allerede døde.

En tredje gruppe mennesker spiste og drak, som de plejede. De troede, at luften var forgiftet af liglugt og pestdampe. Derfor medførte de altid vellugtende parfumer og blomster, som efter deres mening beskyttede dem mod sygdommen.

Andre flygtede ud til landsbyerne for at undgå smitten. Så stor var rædslen for sygdommen, at ingen længere tog hensyn til medmennesket. Broder flygtede fra broder, hustru fra mand og forældre fra børn. De syge blev plejet af barmhjertige venner eller af tjenestefolk.

De fleste blev ført til graven i al stilhed. Et ligtog blev sjældent fulgt af mere end ti, tolv personer, som i største hast bar båren til den nærmeste kirke. Der gravede de en grav et tilfældigt sted og begravede liget uden større højtidelighed.

Uddrag af Decameron. Her fra Berndt Tallerud: ”Den sorte Død – fakta om pesten i 1300-tallet”. OP, 1992. Oversat af Henning Brinckmann.