Romerne havde et meget afslappet forhold til døden. Når de døde var livet slut. Der var ikke nogen tro på et liv efter døden, den er først opstået senere i forbindelse med kristendommen. Ifølge romersk religion var det forbudt at begrave de døde inden for bygrænsen. I stedet opstod der dødebyer på indfaldsvejene til byerne. Her byggede man huse til slægten og her begravede man alle indenfor ens egen slægt. I forbindelse med dødsdagen for de begravede tog man ud på gravpladsen og holdt en lille fest til ære for den afdøde. Disse fester udviklede sig nogle gange til de rene drikkegilder og der eksempler på ballade efter fester. Senere hen blev det almindeligt, at rige romere testamenterede en del af deres penge til afholdelse af lege eller teaterforestillinger. En enkelt rigmand ville dog intet spendere på pøblen - da denne opdagede dette stoppede de begravelsesoptoget og det fik først lov at fortsætte, efter at de efterladte havde lovet at holde fest for den afdøde.