Res Gestae indskriften på Ara Pacis Vejen til Magten
Hele grundlaget for Augustus´ vej til magten skal ses i lyset af, at han var Cæsars adoptivsøn. Efter mordet på Cæsar år 44 fvt. søgte Augustus, som en følge af at han var Cæsars arving, at få del i magten i Rom. Dette blev ham nægtet af blandt andet Marcus Antonius med henvisning til Augustus´ lave alder. Augustus var rent juridisk for ung til at indtræde i senatet.
Dette er baggrunden for, at Augustus i Res Gestae skriver, at han for egne midler samlede en hær, med hvilken han befriede staten for et undertrykkende klikevælde. Med det undertrykkende klikevælde hentydes der til Antonius, der på dette tidspunkt næsten var ved at opnå en magtstilling, som den Cæsar havde. I Romerriget var det en ulovlig handling at rejse sin egen hær, og det vidste Augustus godt, men han undskylder sig med at han gjorde det for romernes eget bedste (befriede staten for et undertrykkende klikevælde). Som en følge af hans ulovlige handling blev han indvalgt i senatet med ret til at stemme i konsulargruppen.
Senere - med bl.a Ciceros hjælp - fik Augustus vendt senatet mod Antonius, som så erklærede krig mod denne. Augustus fik tildelt kommandomyndigheden i denne krig og gik sejrrigt ud af den. Men da Augustus vendte tilbage til Rom, viste senatet med al tydelighed, at han var uønsket der. Senatet regnede med, at når Antonius var sat ud af spillet, ville de let kunne komme af med Augustus. Derfor marcherede han for anden gang mod Rom, denne gang med en større hær, og så valgte senatet Augustus til konsul.
Antonius havde lidt militært nederlag til senatet med Augustus som hærfører, men søgte alligevel at komme tilbage til magten. Derfor allierede han sig med Lepidus, hvorefter de med hver deres hære gik mod Rom. Augustus så ingen anden udvej end at alliere sig med disse to. Deres alliance mundede ud i, at senatet følte sig nødtvunget til at vælge alle tre til triumvirer for fem år. Senatsbeslutningen blev taget, mens triumvirernes hære lå uden om kuriepladsen (folkeforsamlingspladsen). Minder det ikke om et militærkup?
Derefter fik Augustus senatet til at dømme Cæsar-morderne (Brutus og Cassius) til døden. De var dog flygtet, så han nøjedes med at få dem gjort landflygtige ved lov og dom. For at få ram på dem skulle det senere vise sig, blev han afhængig af Antonius´ hjælp. I to slag blev Brutus og Cassius besejret og dræbt. Augustus siger, at det var ham, der gjorde det, men det var faktisk Antonius´ hære der slog til. Den romerske historiker Appian har en lidet flatterende, men morsom skildring af, hvor ynkelig Augustus var i disse slag. Troværdigheden af denne skildring kan dog diskuteres.
Endnu en følge af triumviratet var proskriptioner. Proskriptionerne blev gennemført af Den romerske Stat og havde den virkning, at folk blev gjort lovløse og fik beslaglagt ejendom, således at der ikke var noget at arve for resten af familien. Cicero, der i starten havde støttet Augustus mod Antonius, blev på Antonius´ opfordring proskriberet. Udover Cicero røg mange andre med i faldet. Personer, der kunne tænkes at stå i vejen for triumviratet senere hen, blev også proskriberet. Dermed lå vejen åben for, at triumviratet fik styrket sin magt. Augustus fik også ryddet nogle af sine værste politiske modstandere af vejen samt vist, hvad der kunne ske, dersom nogen i fremtiden gik mod ham.
Augustus er ikke sjældent blevet beskyldt for at have ledet disse proskriptioner, ofte for at sætte ham i et dårligt lys. Men den romerske historiker Sueton skriver, at det var Antonius, der pressede på for at få dem gennemført. Derimod var Augustus i starten imod, men når beslutningen nu var taget, så måtte man være konskvent og udføre proskriptionerne helhjertet. Antonius startede ifølge Sueton altså ballet, der senere hen skulle vise sig at være gavnligt for Augustus´ enevældige magt.
For at Augustus kunne få magten helt alene måtte han sætte både Lepidus og Antonius ud af spillet. Med Lepidus gik det hurtigt. Vanskeligere forholdt det sig med Antonius, for han besad de rige provinser i øst, samtidig med, at han havde støtte fra sin rige elskerinde Cleopatra. Umiddelbart lyder det som om, at Augustus hele vejen igennem havde planlagt at få Antonius væk. Her skal vi tænke på, at der faktisk gik tolv år fra, at triumviratet blev skabt, til at Augustus besejrede Antonius ved slaget i Aktium. Tolv år er lang tid!
Baggrunden for Augustus´ succesrige opgør med Antonius skal ses i lyset af, hvilke besiddelser de enkelte triumvirer havde. Lepidus fik Nordafrika minus Egypten, Augustus Gallien og Spanien og Antonius fik de rige, men problemfyldte provinser i øst. For Antonius betød det, at han måtte drage mod øst med sine hære for at bekæmpe diverse oprør, men det er ikke hele årsagen til hans nederlag. Han brugte også megen tid sammen med Cleopatra, med hvem han fik to børn. Det betød, at han var meget borte fra Rom, hvilket skabte grobunden for, at senatet bakkede Augustus op i hans opgør med Antonius. Det romerske senat havde en angst for, at Antonius havde fordækte tanker på grund af hans forhold til Egyptens dronning Cleopatra. Skulle Romerrigets magtcentrum flyttes til Alexandria?
Med senatet i ryggen drog Augustus med sine legioner efter Antonius. Til trods for østprovinsernes rigdomme havde Antonius en slidt hær, for den havde jo kæmpet mod diverse oprørere. Det var ikke en dårlig hær, han havde, men Augustus besejrede med hjælp af sin dygtige hærfører og loyale ven Marcus Agrippa, Antonius ved slaget i Actium. Dermed sad Augustus alene på magten.
Hvem skulle nu udfordre ham? Hans værste politiske modstandere var han kommet af med, og han havde hæren bag sig.
Cæsar templet på Forum Romanum
Grundlaget for magten
Hæren, som både senatet og ridderstanden havde måttet sande under Augustus og Cæsar, var af stor betydning, den, der havde hæren havde magten i Romerriget. I Res Gestae lægger Augustus ikke skjul på, at det er ham, soldaterne står bag. Ergo, det er ham, der har magten, hvis det er det, han vil, og det ville han. Han siger selv, at der var omkring 500.000 romerske borgere, der havde svoret militær troskabsed til ham. Fordi han var Cæsars arving, var der mange soldater, der var på hans side. Cæsar havde været deres patron, og efter hans død tog de hans arving til sig som deres nye patron. Ydermere hjalp det også, at Augustus havde arvet en del penge fra Cæsar, som han kunne give videre til soldaterne for deres ydelser. Man må heller ikke se bort fra det faktum, at det var Augustus, der skaffede soldaterne jord, til trods for at det af blandt andet af Antonius blev vurderet som en vanskelig opgave. Augustus løste opgaven ved hjælp af de landområder, staten fik ved proskriptionerne. Men Augustus løste opgaven, og det gjorde ham troværdig blandt soldater.
Umiddelbart giver Augustus ikke direkte indtryk af, at han brugte hæren som en del af fundamentet for sin magt. Men han siger direkte, at han havde en stor hær, og at han med denne havde gjort ende på borgerkrigene, hvorefter han som militær sejrherre i et internt opgør mod sine rivaler fik magten. Blandt disse rivaler var også Marcus Antonius. Hvem ville, og kunne nu stable en hær på benene, der var stor nok til at vælte Augustus af pinden? Antageligvis ingen.
Den enevældige magt gav han til romerfolkets frie(!!!) rådighed, sagde han. Umiddelbart lyder det som om, at Augustus kun havde fået enevældig magt, for at få Romerriget på ret kurs igen, og når det var sket, ville han genindføre de republikanske tilstande ved bl.a. at give magten fra sig. Det vil sige de tilstande, der rådede før Cæsars magtperiode. Oven i dette skal vi også tillægge alle de titler hellige såvel som borgerlige, samt æresbevillinger, Augustus blev tildelt. Disse alene var nok til, at han besad den reelle magt, selvom han officielt havde givet magten fra sig.
Det, der faktisk skete, da Augustus overlod den enevældige magt til romerfolkets frie rådighed, var, at han blev bedt om at blive forvalter af provinserne Gallien, Spanien og Syrien. Det var sikkert noget, han selv havde bedt om for at frasige sig magten. Et ganske smart træk han lavede der, for det øgede i realiteten hans faktiske magt. Som forvalter af de tre provinser besad han nu det direkte herredømme over tyve legioner ud af de otteogtyve, der var i hele Romerriget. De prokonsuler, der var i disse områder, blev nu gjort til legater under Augustus, og det var nu over for ham, at de skulle stå til ansvar for deres gerninger, hvor det førhen, da de var prokonsuler, var over for senatet, de skulle stå skoleret. Augustus kunne nu selv, uden senatets indblanden, bestemme, hvem der skulle være under ham. Det betød, at han faktisk havde 100% enevældig magt over sine provinser, samtidig med at han havde så store militære ressourcer, at ingen i Rom turde at sige ham imod. Man skulle nødig komme i krig mod ham.
