|
Colosseum var rammen om et af de mest makabre indslag i Romerriget. Samtidig med at romerne udviklede litteratur, byggehåndværk og kunst, som var det ypperste, verden hidtil havde set, bibeholdt romerne en uhyggelig form for underholdning; gladiatorkampene. Gladiatorkampene var dueller på liv og død mellem en eller flere gladiatorer. Navnet gladiator stammer fra det latinske navn for sværd, gladius. 
Baggrunden
Gladiatorerne var næsten alle slaver, krigsfanger eller forbrydere, som havde det til fælles, at de ikke havde noget andet valg end at kæmpe. De var som fanger uden rettigheder i det romerske samfund, og det var op til deres herre at bestemme deres skæbne. Der fandtes også frie romere, der fandt det attraktivt at starte en karriere som gladiatorer. Der var flere grunde til dette. Dels var gladiatorene mange kvinders yndlinge, og dels kunne gladiatortilværelsen for mange føre til en bedre tilværelse. Det var gladiatorejerens pligt at sørge for husly og mad til sine folk, og gladiatorerne var sjældent i arenaen mere end 3-4 gange om året. Så selv om det var forbundet med livsfare at vove sig ind på Colosseums sanddækkede gulv, kunne det for nogle frie mænd være et attraktivt alternativ til deres hidtidige liv. At gladiatorkampene var populære, hersker der ingen tvivl om. Det var i forbindelse med en gladiatorkamp, at der i 54 e.v.t. opstod ballade i Pompeii mellem tilrejsende tilskuere fra nabobyen og lokale fra Pompeii. Balladen udviklede sig så voldsomt, at kejser Nero så sig nødsaget til at lukke arenaen i 10 år. Efter at kejser Konstantin forbød gladiatorkampene, fortsatte de da også i en lang årrække. Først omkring år 500 f.v.t. blev de sidste gladiatorkampe afholdt i Colosseum i Rom. Hvis man skal sammenligne gladiatorkampene med noget moderne, må det blive boksning eller tyrefægtning. Boksningen, fordi den stadig foregår mellem to mennesker, der skal afgøre, hvem af dem, der er den stærkeste. Tyrefægtningen fordi den rummer fascinationen af dødskampen mellem to parter, der begge er i stand til at slå hinanden ihjel. Det var dog ikke alle romere, der var lige begejstrede for gladiatorkampene. Den berømte filosof, Seneca, kunne således ikke fordrage gladiatorkampene, og i et brev til en af sine venner giver han en meget sigende beskrivelse af de blodsudgydelser, der fandt sted i arenaen. Men for de fleste romere var gladiatorkampene en helt naturlig del af hverdagen, som man så hen til med længsel. Flere af kejserne var fanatiske tilhængere af gladiatorkampe, bl.a. Commodus og Caligula. Gladiatorkampene
Kampene mellem gladiatorerne blev som regel holdt i forbindelse med festligheder som fx regeringsjubilæer, begravelser eller triumfer. Kampene formede sig således, at gladiatorerne først gik gennem byen i optog. Umiddelbart ved ankomsten til Colosseum stillede gladiatorerne sig op foran kejseren og råbte: "De, der skal dø, hilser dig!" - så kunne kampene gå i gang. Som regel blev forskellige typer af gladiatorer sat sammen for at gøre kampene endnu mere spændende. Kampene fortsatte til en af parterne var død eller så sig ude af stand til at fortsætte. Han kunne så bede om nåde ved kejseren, der derefter bestemt gladiatorens skæbne ved at vende tommelfingeren op eller ned. Gladiatorforestillingerne kom efterhånden i faste rammer. Forestillingen varede hele dagen. Man startede med dyrekampe om morgenen, derefter fortsatte man med ublodige fægtekampe for at slutte af med gladiatorkampene, der var dagens hovedbegivenhed. I pauserne kunne der være forskellige former for underholdning som fx lotteri. 
Berømte gladiatorer
Atticus: Gladiator fra Julius Cæsars gladiatorskole. Han overlevede 14 kampe.
Celadus: Gladiator fra Pompeii, der efter graffitien på væggene i Pompeii at dømme var meget populær blandt det kvindelige publikum.
Crescens: Endnu en kvindebedårer fra Pompeii.
Cycnus: Endnu en succesfuld gladiator fra Cæsars skole. Han vandt 8 kampe.
Diocles: Gladiator og kusk, der mestrede begge dele og bl.a. vandt over 1000 væddeløb i cirkus.
Spartacus: Den mest berømte gladiator af dem alle, dog ikke for sine bedrifter i arenaen. Spartacus stod bag det største slaveoprør i Romerriget, der efter megen møje og besvær blev nedkæmpet i 71 f.v.t. af en af Roms ypperste generaler, Crassus.
Gladiatortyper
Thraker: Denne type gladiator havde rustning omkring brystet og havde et skjold til beskyttelse. Som våben brugte han et sværd.
Secutor: Var udstyret med et skjold og et kort sværd, desuden bar han hjelm.
Retiarius: Måske den bedst kendte gladiatortype. Han var bevæbnet med et gaffellignende spyd og et net til at fange modstanderen i.
Hoplomachus: Var udstyret med et stort skjold og sværd.
Essedarii: Gladiatorer, der kæmpede fra en stridsvogn.
Equites: Den eneste ridende gladiator, som kæmpede fra hesteryg med en lanse.
Dimachaeri: Denne gladiatortype var udstyret med to sværd.
Laquearii: Kæmpede med lasso.
Velites: Kæmpede med spyd, som havde påhæftet en snor, så gladiatoren kunne trække spydet ind igen, hvis han ramte ved siden af. Gladiatorkampenes historie
De første gladiatorkampe i Rom blev afviklet i forbindelse med en begravelse af en fornem romer i 264 f.v.t. Denne praksis med at afholde gladiatorkampe i forbindelse med begravelse blev vedligeholdt de næste 150 år. Efter denne tid mistede kampene mere og mere deres religiøse betydning og blev nu især brugt som et politisk middel i kampen for at komme til magten. Kampene var meget populære blandt de menige romere, og da disse trods alt havde en del at sige under republikkens folkeforsamlinger og valg, var gladiatorkampene et oplagt sted at gøre sig populær. Kejserdømmets indførelse betød også at gladiatorkampenes betydning blev ændret. I Rom fik kejseren efterhånden monopol på at arrangere gladiatorkampe. Kampene kunne så bruges til at gøre den siddende kejser populær. De største laditorkampe blev afholdt i forbindelse med kejser Trajans sejr i Dacien i 106 e.v.t., hvor 10.000 gladiatorer kæmpede i mere end 100 dage for at fejre triumfen. Kampene blev først forbudt af kejser Konstantin i 324 e.v.t., men forbudet havde åbenbart ikke den store effekt, da kejser Honorius endnu engang indførte forbud mod kampe i 404 e.v.t. Herefter ebbede kampene efterhånden ud. 
Amfiteatret
Gladiatorkampene blev i starten afholdt på Forum i de romerske byer, men fra omkring Kristi fødsel blev det mere almindelig at opføre arenaer til forestillingerne. Amfiteatrets oprindelse er uklart, men navnet er græsk og betyder skueplads. Det er et teater, hvor publikum sidder rundt om skuespilspladsen. I 70 e.v.t. påbegyndtes det største amfiteater af dem alle i Rom. I løbet af de næste 10 år skød Det Flaviske Amfiteater op for enden af Via Sacra og har siden mere eller mindre været model for stadions rundt omkring verden. Selve Det Flaviske Amfiteater eller Colosseum kunne rumme op mod 50.000 mennesker, der kom ind gennem en masse indgange og et sindrigt gangsystem under tilskuerpladserne. Dette bevirkede, at det var hurtigt at komme ind og ud af Colosseum. Colosseum er opført af sten og solidt bygget. Men dette var ikke altid tilfældet. Nogle kilder beretter om en skandale med et hastigt opført amfiteater i træ, hvor ejeren mere har haft profit end for øje, med det resultat at amfiteatret braste sammen og ca. 50.000 mennesker mistede livet. Derefter blev regler strammet op for at undgå lignende skandaler i fremtiden. At amfiteatret var en vigtig del af den romerske hverdag, vidner Trajansøjlen om. På denne søjle, der beretter om kejser Trajans felttog i Dacien, ses også et amfiteater. Flere steder i Romerriget finder man således to amfiteatre i samme by, et civilt og et militært. I dag kan man mange steder finde velbevarede amfiteatre bl.a. i Verona og i Arles, hvor de den dag i dag er i brug. I Verona mest til opera i sommerperioden, men i Arles er noget af datidens forestilliger overleveret, da man stadig afholder tyrefægtninger her. Andre amfiteatre, der kan ses i dag, er selvfølgelig Colosseum i Rom, ligesom man ikke må snyde sig selv for arenaen i Pompeii, hvis man kommer på de kanter.
|
