Romerriget - Tema - H.C. Andersen i Rom
H.C. Andersen i Rom PDF Udskriv

Den danske eventyrdigter H. C. Andersen besøgte flere gange Rom. Rom var det tidspunkt målet for mange nordiske kunstnere og forfattere, og H. C. Andersen følte sig godt hjemme i miljøet, der efterhånden var blevet skabt omkring kunstnerkolonien i Rom.

H. C. Andersen fik meget af tiden i Rom til at gå med at vandre omkring i byen, og mange af hans dagbogsnotater nævner forskellige antikke monumenter. Det, H. C. Andersen så, var meget forskelligt fra det man i dag ser i Rom. Men takket være de danske guldaldermalere, kan vi alligevel få et indblik i, hvad det var, H. C. Andersen så på sine ture til Romerrigets gamle hovedstad.  

H.C. Andersens dagbog

Onsdag den 23. oktober 1833
Vi tog en vogn, kjørte først til Monte Testaccio et andet Theater, saae derpaa Kloakkerne, og Ruiner af Broen hvor Cokles stod, besteeg derpaa Keiserpaladset, et fattigt hus med en Harefod paa Døren som man ringede med førte ind til de pragtfulde ruiner, Havevæxter groede rundt om, hvor før var glimrende Sala. Uhyre storbladet Epheu hang om Ruinerne, vi saae Apeninerne med Snee og Soracte. Vi gik derpaa til Caracallas Bade, dert ere større Ruiner end disse, gennem hvælvingerne saae vi den mageløse deilige blaae Luft, rundt om groede Græs og Blomster. - Tog derpaa til Scipionernes Gravsted, Indgangen er i et Viinbjerg, vi fik hver sit Vox Lys, en gammel Kone gik foran og viiste os de i Klippen huggede Grave. Scipio Africanus læste jeg. Nu kørte vi fra disse Catakombere ud til Egerias Grotte...

Onsdag den 22. januar 1834
Noget koldt, mens varmt op ad Dagen; jeg gik nu til Morgen forbi Capitoliet, Vesta Templet og ud til Tiberen. Spadserde efter Bordet ud til Porta St. Sebastian, her gaaer Veien mellem Mure, forbi Caracallas Bade, Scipionernes Grav gjemme, Porten til Kirken Domine in vadis. Vi gik nu til Caracallas Cirkus, der var kun nogle Mure af i en uhyre Strækning og til Metella Grav....

Torsdag den 25. februar 1841
Oppe klokken 6 men vi afsted fra Caffe Græco før klokken 8; vi gjorte en underlig omvei forbi Fontane Del Trevi til Kirken del Apostoli hvor vi fik en meget jovial Præst, der var Capelmester for Munkene. En Dae - hendes Mand er ansat hos Prindsessen af Cambridten, samt Verten i Hotel Serny. Jeg sad i Coupeen med Rothe; vi foer forbi Del Trevi; kom først halvni ud af Porten, Solen skinnede, men det var dog skyet; henad mod Cecilia Metellas
Grav saae man den gamle Via apia med Grav ved Grav. Nærved Albano Askanii Grav.

Onsdag 1. april 1846
Gaaet til Valentini og hævet 150Mark Banko, som er 50 Scudi, ført mine to (Reisefæller) til Colosseum, Forum Romanum, Capitolium, St. Apostoli... besøgte Fru Göthe, der boer i Huset hvor jeg har ladet min Improvisator fødes.

Andersen og de danske kunstnere i Rom


Constantin Hansen
Under H. C. Andersens ophold i Rom i 1840 spiste han hver middag sammen med sine landsmænd, blandt dem Constantin Hansen, i Osteria Lepre.

H. C. Andersen aflagde ofte besøg hos Constantin Hansen, som spillede på guitar og blandt andet sang: Brødre meget langt herfra. Posten kommet, men intet brev til mig, det er uartigt af / Holst at han ej skriver, det ville jeg i hans sted have gjort, når jeg blev så længe borte. Da digteren forlod lejligheden og gik ned ad trappen, styrtede han ned ad denne og stødte albuen og forstuvede den ene tå.
Constantin Hansen var i Rom kendt for sine altertavler, som ses i flere af byens kirker. H. C. Andersen fulgte arbejdet med flere af altertavlerne i Constantin Hansens atelier.
Constantin Hansen havde efter tilbagekomsten til Danmark svært ved at leve op til det arbejde, han havde præsteret i Rom.

Eckersberg
På malerfløjen var Eckersberg om nogen manden, der tegnede den danske guldalder. Eckersberg tog tidligt af sted til udlandet for at dygtiggøre sig. Han kom først til Paris, hvor han under Napoleons-tiden kom "i lære" hos tidens største maler David. Efter at have tilbragt en tid hos ham drog Eckersberg videre og endte i Rom. Her malede han flere billeder af oldtidens monumenter. Bl.a. malede han flere billeder af Colosseum, som så meget anderledes ud dengang. Man havde fx endnu ikke udgravet gangene under arenaen, i arenaen var istedet opsat en række altrer, som tjente de mange pilgrimme, der besøgte Colosseum, der var blevet et symbol på de kristnes lidelser under forfølgelserne.
Efter nogle år i Rom vendte Eckersberg hjem til Danmark, hvor han hurtigt blev professor på Kunstakademiet, og han blev en stor inspirationskilde for mange af eftertidens malere, der næsten alle søgte til Rom for at dygtiggøre sig ligesom deres læremester.