|
I middelalderen var kirken meget rig og magtfuld. Det var nemlig skik og brug, at folk gav kirken gaver. Til gengæld skulle præsterne og munkene holde messer og bede for ens sjæl, så man kunne komme i Himlen, når man døde. Kirken tjente også mange penge på landbrug. Den havde meget jord, bl.a. fordi mange testamenterede deres jord og ejendom til kirken. Således ejede kirken i 1400-tallet ca. 40 % af jorden, som blev dyrket af fæstebønder. Disse bønder betalte forskellige afgifter til kirken. Men ikke nok med det. Alle borgere og bønder skulle også betalt tiende til kirken, hvilket var en særlig skat. Alle skulle med andre betale 1/10 af alt det, som de producerede. Når kirken havde fået sin tiende, blev den delt i tre dele: En tredjedel gik til vedligeholdelse af kirken i det sogn, hvor bønderne boede, en tredjedel gik til sognets præst og den sidste del gik til biskoppen, der var sognepræstens overordnede. Kirken havde således stor magt igennem hele middelalderen. Og det drejede sig ikke kun om økonomisk magt. Kirken bestemte også, hvordan man skulle leve sit liv. Fx måtte en mand og en kvinde ikke dyrke sex med hinanden uden at være gift. Folk skulle også gå til gudstjeneste hver uge og mindst én gang om året skulle de bekende deres synder for præsten. Kirken havde faktisk så stor magt, at den var en slags ”stat i staten”. Den havde sine egne love, som kun gjaldt for kirkens folk – de gejstlige – og de gejstlige kunne ikke dømmes efter kongens love. Biskopperne sad også i Rigsrådet, hvor de var med til at styre landet. Men kirken løste også en række opgaver i samfundet. Den tog sig af de fattige og syge, og på kirkens skoler kunne man få en boglig uddannelse. I Danmark tilhørte omkring 10.000 gejstligheden. Heraf var de fleste præster, munke eller nonner. Alle gejstlige skulle leve i cølibat. Det betød, at de ikke måtte gifte sig eller dyrke sex.
|
