|
I det meste af middelalderen kunne kongerne ikke bare gøre, som de ville. Det betød dog ikke, at de ikke havde nogen magt. Fx havde nogle konger magten over hæren, og en konge som Karl den Store havde stor magt på mange andre områder. Men fælles for alle konger var, at deres magt byggede på en række mere eller mindre selvstændige stormænds synspunkter. Disse stormænd havde især deres eget lille område, hvor de var herre. Det var specielt udbredt fra ca. 900 til 1300, og denne periode kaldes for feudalsamfundet. Måske ejede kongen nok i teorien al jorden i sit kongerige, men magten lå reelt hos den stormand, der boede på jorden. I praksis var det således de personlige forbindelser og troskabseder, der bandt riget sammen – og det gav stodmændene stor magt. Der har været forskellige forklaringer på feudalsamfundets opståen. En af forklaringerne tager udgangspunkt i opfindelsen af stigbøjlen. Med stigbøjlen blev det muligt at kæmpe til hest, da rytteren nu kunne holde sig fast på hesten i en kampsituation uden at falde af. Derved kom rytterne eller ridderen snart til at spille en fremtrædende rolle i middelalderens hære. Men da hest og udstyr var meget dyrt, var det kun de rigeste, der havde råd til at købe det. Hermed opstod en gruppe af mænd, der via deres evner inden for krig fik en speciel krigerfunktion i samfundet. En anden forklaring er, at kongen i middelalderen simpelthen købte sig til troskab mod kronen. Det betød, at ridderen, hvis han svor troskab mod kongen, til gengæld fik penge eller landområder – og privilegier. Feudalsamfundet bliver ofte fremstillet som et råt samfund, hvor stormanden udnyttede de svage bønder. Men det er en alt for simpel beskrivelse. Bønderne og stormanden havde hver især forskellige forpligtelser over for hinanden, og de var derfor gensidigt afhængige af hinanden. Stormandens opgave var først og fremmest at sikre lov og orden i sit område samt ikke mindst at beskytte det og dets indbyggere. Det var den ene del af aftalen. Bønderne var på den anden side forpligtet til at betale skat til stormanden. Man kan sige, at de fæstede (lejede) jorden af stormanden mod afgifter. Det kunne ske på mange måder, fx kunne betalingen være en del af årets høst eller et kontant beløb. Desuden kunne stormanden kræve en afgift, hvis bonden ønskede at gifte sig uden for stormandens område, eller hvis en bonde arvede. Her var det normalt, at stormanden skulle tilgodeses. Der var flere grunde til at behandle sine bønder ordentligt. Hvis man mishandlede dem eller satte skatterne alt for højt, så risikerede man ganske enkelt at miste sine indtægter!
|
