|
Natalie Zahle (1827-1913) var ikke aktiv inden for kvindesagen, men blev på sin egen måde en pioner inden for kampen for kvindens frigørelse. Hun var en stræbsom kvinde, der drømte om at skabe bedre uddannelsesmuligheder for piger. Det ville gavne hele samfundet, mente hun. Efter at have bestået institutbestyrerinde-eksamen i 1851 oprettede Zahle privatlærerindekursus i København. Det fik dog ikke den store succes og allerede året efter måtte hun lukke, fordi der ikke var elever nok. I stedet fik hun tilbudt at overtage en privat pigeskole, ligeledes i København. Zahle slog straks til! Dermed var grunden lagt til en skole for kvindelig uddannelse med lærerindeuddannelsen som centrum. Første år startede 25 elever. Snart kom endnu 25 elever til. Ti år senere havde skolen 200 elever. I 1856 var elevtallet blevet så stort, at skolen måtte flytte til nye lokaler og udvide igen flere gange. Senere gav skolen også plads til, at piger bl.a. kunne tage den almindelige forberedelseseksamen (1882), studentereksamen (1885) og læreruddannelsen (1894). Zahle blev kendt i sin samtid som en ildsjæl og stærk autoritet. Hun gav sine piger viden og indsigt, så de kunne blive frie mennesker. De skulle opdrages til nogle dyder, der blev betragtet som mandlige: stræbsomhed, handlekraft og viljestyrke, uden dog at miste sin kvindelighed. Fra Zahles skole udsprang både landets første feminister og mange af de danske pionerkvinder, der skulle gøre sig kendte inden for politik, erhverv og uddannelse.
|