Kvinders valgret - Personer - Nina Bang
Nina Bang PDF Udskriv
Nina Bang (1866-1928) var historiker og Danmarks første kvindelige minister. Hun var dermed en af de mest fremtrædende pionerer i det 20. århundrede. Hun var marxist og glødende socialdemokrat. Hvad kvindesagen angik var hun til gengæld betænkelig, og feminist var hun så sandelig ikke.
 
Som en af de få kvinder på sin tid fik hun en akademisk uddannelse. Efter at have aflagt studentereksamen i 1889 begyndte hun sit historiestudie på Københavns Universitet samme år. Studierne finansierede hun ved at undervise, og hun stod færdig som magister i 1894. Året efter giftede hun sig med sin studiekammerat Gustav Bang.
 
Ved siden af sit arbejde med regnskaberne over Øresundstolden var hun politisk aktiv i Socialdemokratiet. Fra 1898 var hun medarbejder på dagblandet Social-Demokraten og fra 1903 medlem af partiets hovedbestyrelse. I 1918 blev hun valgt til Landstinget. I 1924 blev hun Danmarks første kvindelige minister, da Stauning gjorde hende til undervisningsminister. Hun gav sig straks i kast med at ændre læreruddannelsen og demokratisere skolevæsenet.
 
Inden for kvindesagen var Bang især optaget af arbejderkvindernes situation. Hun lagde dog ikke skjul på, at hun betragtede klassespørgsmålet som det afgørende punkt på dagsordenen. For hende var kvindernes problemer en del af en større politisk kamp, da de netop var at finde blandt samfundets underprivilegerede grupper. Der var fx også mange mænd, der manglede fundamentale rettigheder.
 
Hun var en handlekraftig kvinde med ben i næsen. Hendes virke var kompromisløst og kamplysten, hvorfor hun i sin tid enten blev kaldt ”Vor Frue af Danmark” eller ”Regeringens eneste Mandfolk”.
 
I den sidste tid som minister var Band syg. Hun fortsatte dog som medlem af Landstinget efter valget i 1926, men hendes tilstedeværelse på Christiansborg var begrænset. Hun døde 61 år gammen i 1928.