Mjølner PDF Udskriv
Table of contents
« Forrige Næste »

Mjølner er navnet på den hammer, som Thor har hængene omkring halsen. Og det er ikke en hvilken som helst hammer. Hvis man kaster den, vender den som en boomerang altid tilbage til den, som har kastet den. Og Mjølners kraft vil altid have den styrke, som ejermanden ønsker, og den vil altid ramme det ønskede mål.

Mjølner er altså et ganske effektivt våben, som Thor bruger til at beskytte gudernes og menneskernes verden med i kampen mod de grufulde jætter.

Thor bruger også Mjølner til at holde ro og orden i Midgård. Truslen om Thors vrede sammen med Mjølners kraft får de fleste til at makke ret - med undtagelse af Loke. Men når det kommer til stykket, er Loke alligevel også bange for Thor og Mjølner. Alene myten om, at tordenvejr skyldtes Thors kast med Mjølner, vidner om, at man i vikingetiden tillagde hammeren stor kraft.

Mjølner har endnu en smart egenskab. Den kan blive mindre og mindre og så igen vende tilbage til fuld størrelse. Det er ganske praktisk, for så kan Thor altid have Mjølner med sig.

Årsagen til Mjølners eksistens skyldes et væddemål mellem Loke og dværgen Brok. Loke hævdede, at Broks bror Sindre ikke kunne lave bedre ting end Gunger (Odins spyd), Sifs guldhår og Skibsladner (Frejs skib, der kan sejle uden vind og pakkes sammen i en lille pung). Resultatet af dette væddemål blev bl.a., at Sindre lavede Mjølner. Undervejs søgte Loke at forstyrre Sindre i at lave Mjølner ved at lave sig om til en flue og forstyrre dværgen. Derfor har Mjølner den lille skavank, at skaftet er for lille. Alligevel endte det med, at Odin, Thor og Frej kårede Mjølner som det bedste produkt af dem alle. Loke tabte væddemålet til trods for sine anstrengelser.