Augustus’ magtovertagelse markerede afslutningen på en proces, der var blevet sat i gang mange år tidligere.

Rom var i 509 overgået fra kongedømme til republik. Dette styre holdt i omkring 450 år, hvorefter Romerriget efter en lang række stridigheder og skiftende magthavere overgik til at være et kejserdømme.

På papiret blev republikken opretholdt, men i realiteten var Romerriget et kejserdømme. Kejseren havde, hvad der svarede til en tribuns myndighed. Tribunembedet var oprindeligt blevet oprettet til beskyttelse af plebejerne, og var derfor blevet udstyret med vetoret overfor beslutninger taget af senatet.

Udstyret med denne magt kunne kejserne mere eller mindre styre riget, ikke blot i et år, som var den normale embedsperiode for en tribun, men i hele kejserens levetid. Med Tiberius’ magtovertagelse blev kejserembedet stadfæstet, der var reelt intet alternativ til en kejser.

Kejsermagten var til tider delt mellem op til fire kejsere, ligesom man forsøgte også at dele riget mellem to kejsere.